Centernyt november 2022

Centernyt er til dig som er medarbejder, beboer eller pårørende i CUMB og har til formål at give et indblik i, hvad der rør sig på tværs i centret, i forvaltningen og generelt i Socialpsykiatri København.

Velkommen til centernyt

Dette nummer indeholder:

  • Hilsen fra socialpsykiatriens nye borgercenterchef
  • På gensyn til Hans Hugo
  • Maria Durhuus i Folketinget
  • Mentorordning i samarbejde med Røde Kors
  • Pårørendepolitik under udvikling
  • Kommende pårørendeaktiviteter
  • OmBold på banen igen
  • Tivoli

God læselyst!

Hilsen fra socialpsykiatriens nye borgercenterchef

Hej Mit navn er Karoline Winther-Lund og jeg er d 1. nov. startet som borgercenterchef i Borgercenter Voksne. I BCV skal jeg være borgercenterchef for indsatser i Socialpsykiatrien, herunder CUMB. Jeg har glædet mig utroligt meget til at starte i BCV. Jeg kendte en del til BCV på forhånd, da jeg de seneste 6 år har været centerchef i BCH (Borgercenter Handicap). Jeg har via mit arbejde i BCH haft en del samarbejdsflader til BCV. Inden jeg var centerchef i BCH har jeg arbejdet med mange forskellige typer af lederjob, både indenfor misbrug, udsatte, socialpsykiatri og handicap, så jeg har en god lang erfaring med mig til jobbet som borgercenterchef i BCV. Jeg har været leder i forskellige kommuner, Roskilde, Ishøj og Gentofte, så jeg har erfaring med at arbejde med psykiatri- og handicapområdet i forskellige kommuner.

I min ledelse er vigtige parametre nysgerrighed, tillid, samarbejde og arbejdsfællesskaber. Det er vigtigt for mig, at vi holder fast i alle de gode ting der er i Socialpsykiatrien, men det er lige så vigtigt for mig, at vi udvikler vores organisation, så vi endnu bedre kan understøtte og hjælpe borgerne som bruger socialpsykiatriens tilbud. Jeg er selv meget udviklingsorienteret og får ofte øje på nye muligheder indenfor den givne ramme. Jeg er som leder meget handlingsorienteret og jeg vægter det gode samarbejde i processen for at nå vores fælles mål.

Vi har et vigtigt fælles mål, nemlig at skabe de bedste rammer for borgere og medarbejdere i Socialpsykiatrien i Københavns Kommune – og det vil jeg arbejde målrettet med. Jeg vil meget gerne komme ud på besøg på jeres tilbud, så I er meget velkomne til at invitere mig på besøg. Jeg ser frem til at lære jer og jeres tilbud endnu bedre at kende 😊

Med venlig hilsen Karoline Winther-Lund, Borgercenterchef for Indsatser i Socialpsykiatrien

På gensyn til Hans

Som I allerede er orienteret om, fratræder Hans sin stilling i forbindelse med den kommende organisationsændring. Hans flytter pr. 1. januar 2023 fra CUMB til Center for Støtte til Borgere i Egen Bolig og Aktivitets- og samværstilbud.

Hans er meget taknemmelig for sin tid i CUMB og siger:

”Det har været en spændende rejse, hvor vi i fællesskab har sat den faglige barre højt i CUMB. Ledere og medarbejdere har med deres store engagement og dygtighed gået på arbejde hver eneste dag for at gøre en forskel i den københavnske socialpsykiatri, hvilket man til fulde er lykkedes med. Det vigtige arbejde i CUMB fortsætter, dog uden mig ved roret, da jeg fremadrettet skal være med til at udvikle indsatserne i Center for Støtte til Borgere i Egen Bolig og Aktivitets- og samværstilbud”.

Stillingen som centerchef for Center for Unge og Midlertidige Botilbud vil blive slået op hurtigst muligt til besættelse 1. februar 2023.

Borgercenterchef Karoline Winther-Lund varetager ledelsen af CUMB i januar.

Maria Durhuus i Folketinget

Maria Durhuus, leder på Thorupgården, er blevet valgt ind i Folketinget, hvorfor hun har orlov fra sin stilling. Held og lykke til Maria, som træder ind i politikkens højborg med stor praksisviden og kan forhåbentligt være med til at sætte et aftryk på den fremtidige psykiatriplan.

Pårørendepolitik under udvikling

I skrivende stund er CUMBs pårørendevejleder Julie mfl. godt i gang med at lægge sidste hånd på det første udkast til en kommende pårørendepolitik. Politikken er formuleret i samarbejde med styregruppen for rehabiliterende forløb på botilbud og andre nøglepersoner på området, og har til formål at danne ramme og retning for de fortsatte indsatser på pårørendeområdet - det være sig både på lokalt, centralt og strukturelt plan.

Det overordnede formål med pårørendeindsatsen er at understøtte borgernes recovery-proces igennem et styrket samarbejde med pårørende tilknyttet CUMB.

Det fremhæves i politikken igennem strategier, der:

  • Sikrer veje til systematisk pårørendeinddragelse igennem tidlig indsats allerede når en borger flytter ind.
  • Inddrager pårørende i kvalificeringen og udviklingen af tværgående indsatser og lokale initiativer.
  • Skaber trygge rum for sparring og dialog samt tilbyde støtte og vejledning til pårørende afhængig af individuelle behov.

Politikken er endnu under udvikling og skal som det næste skridt præsenteres i centerrådet til december. Hvis du er interesseret i at vide mere eller blive inddraget i arbejdet er du velkommen til at kontakte Julie på haesum@kk.dk.

Kommende pårørendeaktiviteter

CAFÉMØDER FOR FORÆLDRE TIL BEBOERE I CUMB

Den 17. november kl. 17.00 - 18.30. Cafémøderne er åbne drop-in møder. Tilmelding er ikke nødvendig. Møderne afholdes i Nansensgade 47a, 1. sal.

CAFÉMØDER FOR SØSKENDE TIL BEBOERE I CUMB

Den 21. november kl. 14.30-16.00. Cafémøderne er åbne drop-in møder. Tilmelding er ikke nødvendig. Møderne afholdes i Nansensgade 47a, 1. sal.

NADA-CAFÉ FOR BEBOER OG PÅRØRENDE

Den 29. november kl. 13.00 - 13.45. Tilmelding senest dagen før kl. 12. NADA-cafeen finder sted på Thorupgården, Thorupgade 8, 2200 Kbh N.

INFORMATIONSMØDE OM PÅRØRENDEINDSATSEN I CUMB

Den 7. december kl. 15.00-16.00. Mødet er for dig der er pårørende eller netværk til en beboer i CUMB. Møderne afholdes i Nansensgade 47a, 1. sal. Tilmelding senest samme dag kl. 12.

TEMAARRANGEMENT FOR PÅRØRENDE OG NETVÆRK – SØSKENDE SOM PÅRØRENDE

Den 14. december kl. 16.30 – 18.30. Tilmelding nødvendig. Temaarrangementet afholdes i Nansensgade 47a, 1. sal.

TEMAARRANGEMENT FOR PÅRØRENDE OG NETVÆRK – SKRIVETERAPI FOR PÅRØRENDE

Den 19. januar kl. 16.30 – 19.00. Foredrag ved forfatter Annette Aggerbeck. Tilmelding senest den 8. januar. Lokation: Info på vej!

PÅRØRENDEVEJLEDNING - SAMTALE ELLER VEJLEDNING

Mandag til fredag efter aftale. Som pårørende til en borger i CUMB, har du mulighed for at få en samtale med centrets pårørendevejleder. Samtalerne er tænkt som en støtte og et frirum, hvor du kan tale om det der fylder hos dig, følelser i forbindelse med det at være pårørende, få information om eksterne pårørendetilbud m.v.

Du kan til hver en tid være anonym, hvis du ønsker det. Der oprettes løbende nye pårørendearrangementer.

OmBold på banen igen

CUMBs fodboldhold spillede sig til en flot 7. plads ud af i alt 22 hold til et stævne i Valby for nogle uger siden. 

Har du lyst til at spille med til den ugentlige træning med OmBold, så ring til Simon (kontaktperson) på tlf.: 21198689

Holdet er rykket indendørs og spiller nu hver tirsdag klokken 16.00 i Svanemøllehallen.

Mentorordning

Nu har du som beboer i Center for Unge og Midlertidige Botilbud mulighed for at blive frivillig medarbejder eller komme i virksomhedspraktik i Røde Kors butikken i Valby, Roskildevej 150.

Jill er mentor og ansat i CUMB. Jill har sin daglige gang i Røde Kors butikken, hvor hun tager imod CUMB-beboere, som ønsker et frivilligt arbejde eller vil i virksomhedspraktik. Butikken er stor og Jill kan derfor tilbyde en bred vifte af arbejdsopgaver:

  • Tage imod vare
  • Tøjdampe
  • Teste elektronik 
  • Prissætte
  • Rengøring
  • Sortere
  • SOME-opgaver
  • Sælge
  • Indrette butikken
  • og meget meget mere

Har du en særlig interesse eller passion som upcycling, musik, strikke eller noget helt andet, kan du få dit eget hjørne, hvor du kan nørde.

Røde Kors og CUMB har en mission på dine vegne, og det er, at du får en god oplevelse i Røde Kors butikken. Derfor har Jill altid en forventningsafstemning med dig og din kontaktperson om:

  • Din motivation for at arbejde med personlige- eller beskæftigelsesrettede udviklingsmål.
  • Din mulighed for at transportere dig selv til butikken.
  • Individuelle hensyn
  • Føling af symptomer

Personer med aktivt misbrug eller udadreagerende adfærd er ikke målgruppen for mentorordningen i Røde Kors butikken.

Du altid er velkommen til et uforpligtende besøg, hvor Jill giver en rundvisning og en kop kaffe.

Tivolitur for alle i CUMB

Den 13. december inviteres alle beboere og medarbejdere i Tivoli. Centret betaler for indgang samt transporten frem og tilbage til tivoli.

Tak for jeres altid store indsats.

Bedste hilsner

Hans Hugo Andersen

Kontakt mentorordningen

Jill

Mentor

Center for Unge og Midlertidige Botilbud

Roskildevej 150

Valby