Referat fra centerrådsmøde d. 22. maj 2023
1. Velkommen og godkendelse af dagsorden
Lene og Maria byder velkommen. Udkast til dagsorden godkendes.
2. Information fra centerchef
Centerchef Lene Benn orienterer om sidste nyt i centret.
Ansættelser
Der er ansat afdelingsleder, som skal dække Griffenfeldsgade og det udkørende specialteam. Der er siden sidst også blevet ansat ny tilbudsleder på Thorupgården, Peter.
Paul Buhl Jørgensen, tilbudsleder for BOFNA, Thomas Koppels Allé og Orienten er konstitueret centerchef i Center for specialiserede botilbud i socialpsykiatrien frem til 1. september. Lene dækker ind i hans fravær.
Der er blevet ansat en koordinator til de tværgående indsatser. De tværgående indsatser består af pårørendevejledningen, beskæftigelsesenheden og Peerindsatsen. Formålet med ansættelsen af koordinator er at arbejde mere målrettet og struktureret for at indsatserne understøtter praksis mere aktivt.
Nye samarbejder
Der er siden sidst blevet etableret nyt samarbejde med Røde Kors. Det opleves for borgerne i centret, at der er for langt til den genbrugsbutik, der på nuværende tidspunkt er et samarbejde med.
Der er derfor etableret et samarbejde med Ungdommens Røde Kors, hvor man er i gang med at etablere samarbejde med lokale butikker tættere på tilbuddene.
Centerrådets medlemmer udtrykker, at de glæder sig over det nye samarbejde.
Centret har siden sidst etableret et samarbejde med Center for Ludomani, som skal understøtte tilbuddenes indsatser. Der vil være opstartsmøde den kommende uge (uge 22), hvor det konkrete samarbejde vil blive aftalt.
Økonomi
Økonomien i centret er som udgangspunkt god. Der er dog også reduceringer i år. Pr. 1. maj var centret i balance og skal pt. ikke levere til andre områder i Socialforvaltningen.
Opfølgning på punkt fra forrige møde vedrørende VUM-taksterne
I centret er vi i gang med at overgå til, at det er VUM som takserer ressourcerne. Når den nye økonomimodel er færdig, inviterer vi økonomipartner ind i centerrådet og præsenterer modellen.
Den nye økonomimodel betyder, at økonomistyringen fremover overgår til at være styret af VUM for at skabe en større gennemsigtighed.
Centrets udviklingsplan
Lene orienterer om processen for, hvordan centrets nye udviklingsplan er blevet til. Udviklingsplaner er udarbejdet i samarbejde med de lokale ledere på tilbuddene og ansvarlige for de tværgående indsatser. Udviklingsplanen er desuden baseret på analyse og indeholder input fra forrige centerråd.
Der vil blive fulgt op på centrets udviklingsplan fire gange årligt. Formålet med planen er, at centret har en fælles retning, forståelse, værdier og visioner. Alle tilbud er i øjeblikket i gang med at udarbejde lokale udviklingsplaner, som er tilpasset den lokale målgruppe på tilbuddet. De lokale udviklingsplaner skal være udarbejdet inden den 16. juni. Personalet på tilbuddene er også med til dette arbejde, Dorte fortæller, at det dog ikke ses at være sket på tilbuddet endnu.
Indholdet i udviklingsplanen
Der spørges ind til begrebet flow, der er anvendt i centrets udviklingsplan. Der er en bekymring for, at der er mere fokus på flow end borgernes trivsel.
Lene præciserer begrebet flow. Det handler om, at man fagligt skal kvalificere indsatsen således, at den enkelte skal gøres i stand til at komme videre. Der er borgere, der har boet på botilbud i CUMB i mere end 8 år, og der bør ske en mere faglig kvalificeret indsats for at afklare og kunne visitere til rette støtte på sigt.
Flow handler altså om at arbejde målrettet med borgere for at kunne støtte og afklare kommende boform. Det handler ikke om at skubbe til nogle, der ikke er klar, men hjælpe dem der er klar. Det vigtigt at understrege, at der er tale om midlertidige botilbud, og det er et træningsforløb, hvor man bliver afklaret.
På baggrund af en analyse, der er foretaget, ses det, at flere på nuværende tidspunkt er vurderet til at være klar til at komme videre til indsatser med enten mere eller mindre støtte.
Der samarbejdet med myndighedsområdet omkring punktet flow i udviklingsplanen.
Lene fortæller, at man fra centret er optaget af at skabe så mange muligheder for den enkelte for at hjælpe borgerne på vej.
H. fortæller, at der findes mange tilbud rundt omkring i København, og de unge kender dem ikke. Hanne gør desuden opmærksom på, at den unge målgruppe svinger meget, og det er man nødt til at tage højde for, når man taler om flow.
E. retter en opmærksomhed på at støtte de unge i at fastholdes af deres uddannelse. Det er vigtigt at følge op på uddannelsen, når de er startet, det er ikke noget de unge kan få hjælp til, når de først er startet. Tilbuddet bør derfor have et løbende fokus på, hvordan man understøtter fastholdelsen af uddannelsen.
Bedre botilbud
Præsentation af aktiviteter og midlerne for ”Bedre botilbud” og tilbagemeldinger fra Centerrådets deltagere på erfaringer og oplevelser. Lene præsenterer oversigten over fordelingen af midlerne (vedlagt som bilag).
Tilbagemeldingen fra medlemmerne er, at det er svært at adskille, hvad der er tiltag, der etableres for driftsmidler i centret, og hvad der er af tiltag og indsatser for midlerne fra Bedre Botilbud.
M. fortæller, at der ikke er mange ture ud af huset på Thorupgården. Der er aktiviteter på tilbuddet, men de afspejler ikke, hvordan det er at deltage i aktiviteter udenfor et botilbud. Lene fortæller, at det netop er noget af det, man ønsker at se på.
S. fortæller, at hun er glad for Nansensgade og gerne vil lægge et godt ord ind for stedet.
D. fortæller, at hun generelt ser, borgerne gerne vil ud i hverdagen. P. oplyser, at hun synes, det er vigtigt, at fagligheden i centret bliver styrket, der skal være et formål med aktiviteter og indsatser, da der ellers er risiko for, at borgerne ikke får noget ud af de iværksatte initiativer.
Lene fortæller, at en del af midlerne også anvendes til peers, men der er et behov for at se på en strategi for dette. Centerrådet drøfter, at det er godt at en del af fokus på Bedre botilbud i centeret er tildelt Peer. Der er et behov for at definere og få en fælles forståelse i centret af Peers. Der skal udarbejdes en strategi for Peers, og udkastet til strategien præsenteres på et kommende centerråd.
3. Nyt fra Dialogforum
Der har været afholdt møde i Dialogforum den 3. maj. Der var ingen repræsentanter fra CUMB, der kunne deltage.
På dialogmødet blev følgende temaer drøftet:
- Præsentation af botilbudsteamet: Oversygeplejerske fra Botilbudsteamet Christina Tuxen var forbi for at fortælle om Botilbudsteamets samarbejdet mellem kommunen og regionen.
- Forretningsorden for Dialogforum skulle evalueres, men på grund af lavt fremmøde flyttes evaluering til næste dialogforums-møde.
- Dialogforums medlemmer har inviteret ombudsmanden til at deltage på et kommende møde:
- Medlemmerne drøftede forslag til emner:
- Handicapkonventionen
- Ombudsmandens tanker om organiseringen
- Tilsynsbesøg, ombudsmandens erfaringer og oplevelser
Næste Dialogforum-møde er den 21. august. Det vil også være muligt at deltage online på næste møde. Referat sendes ud til medlemmerne efterfølgende.
Kommende emne på Dialogforum
M. fortæller, at de fortsat afventer tilbagemelding på ændringen af huslejen, når afklaringen kommer, vil emnet blive bragt videre til Dialogforum.
4. Tværgående temamøder
Sidste nyt fra arbejdsgruppen præsenteres ved Maria. Arbejdsgruppen har besluttet, at det tværgående temamøde omhandler horderi og det at samle. Der vil blandt andet komme en ekstern oplægsholder, og der vil være en paneldebat om emnet.
Dato for kommende Tværgående Centerråds-møde er den 22. juni kl. 16.00-18.30. Det tværgående centerrådsmøde vil blive holdt på Københavns Rådhus. Invitation er sendt ud.
5. Orientering fra beboerrepræsentanterne
- Det ønskes, at centerrådet drøfter, hvordan medarbejderne (i CUMB) har mulighed for at udtale sig og blive hørt i Centerrådet omkring forhold af betydning for beboernes trivsel. M. henviser til retningslinjerne for centerrådet, hvor det fremgår, at medarbejderne også skal høres i centerrådet (M., Thorupgården).
- Lene fortæller om AfdelingMED i CUMB, som netop er medarbejdernes mulighed for at blive hørt. AfdelingsMED er blevet udvidet fra 6 deltagere til 12 og består nu af primært medarbejdere, der repræsenterer tilbuddenes kontaktpersoner. P. supplerer med, at der ikke ses at være kontakt mellem Centerrådet og medarbejderne, og at det vanskeliggør, at ting kommer ud at leve på tilbuddene. Lene og Maria går videre med dette.
- M. præsenterer avisartiklen i Politiken fra den 28. april 2023: ”I socialpsykiatrien sidder vi bare og venter på at dø”. L., der er formand for beboerrådet har på eget initiativ kontaktet Politiken. M. deler hendes pointer og fortæller, at det er et vigtigt fokus, man bør have i socialpsykiatrien. Artiklen skal ikke læses som en kritik. M. fortæller, at hun ville ønske, at artiklen havde bidraget til mere debat.
- Lene fortæller, at det er et relevant emne og oplyser om processen, når journalister kontakter hende. Hun fortæller, at det er i dialog med Socialforvaltningens pressechef, at det besluttes, hvordan man besvarer og forholder sig til henvendelser fra journalister.
- På vegne af J. fra Thorupgården spørger Maria, om alle tilbud har beboerråd, og om der er fast indkald og retningslinjer.
- Centerrådets medlemmer fortæller, at der på de repræsenteret tilbud i centerrådet er faste Beboer(råds)møder.
6. Orientering fra pårørenderepræsentanter
- Det ønskes, at Centerrådet drøfter, hvordan botilbuddene omsætter viden fra VISO-forløb1. Det ses ikke, at tilbuddet arbejder med de anbefalinger, VISO kommer med. (P., pårørende Griffenfeldsgade).
- Lene fortæller, at man anmoder om VISO-forløb, når der er noget fagligt, man ikke forstår og ved, hvordan man skal arbejde med. Typisk følger man VISO-anbefalinger, men Lene har endnu ikke erfaringer med VISO-forløb i CUMB. Det ses desværre i CUMB, at der ikke arbejdes struktureret med VISO-anbefalinger, og det skal man selvfølgelig. Lene tager denne opmærksomhed med videre.
- Det ønskes, at centerrådet drøfter KK’s opkrævningsprocedure ift. kostordning. Den er fejlbehæftet og uigennemskuelig og med store økonomiske konsekvenser for borgerne. Kontaktpersonerne ved ligeledes ikke, hvad man skal gøre (P., pårørende Griffenfeldsgade)
- Maria oplyser om, at der er en stor udfordring med de arbejdsgange, der er udarbejdet i forhold til kostopkrævningerne. Det aftales, at Maria og Lene går videre med dette. Hvis man har behov for at få hjælp og afklaring af kostopkrævningerne kan man kontakte Koncernservice i Københavns Kommune på tlf. 70 80 80 00.
- E. fortæller, at de pt. står med en udfordring omkring økonomi, da der er et krav for, hvor mange HF-fag man skal have for at være berettiget til SU, og opfylder man ikke dette, er der ingen hjælp at hente andre steder.
- D. fortæller, at det er en kendt problematik og handler om, at der er udfordringer mellem jobcentres regler og uddannelsesreglerne.
- Eva fortæller, at der opleves en udfordring med personalesituationen i BOFNA.
- Lene fortæller, at det er man ved at se på, da det er en sårbar konstellation. Udgangspunktet er, at støtten ikke skal ændre sig, når en kontaktperson stopper.
- De pårørende drøfter, at det er dyrt og til tider ofte svært at være pårørende, da de kompenserer for den manglende hjælp eller støtte. For dem der ikke har pårørende til at hjælpe, må der være borgere som er mere udfordret. Sådan bør det ikke være. Det er vigtigt for alle at vide, hvor og hvem man kan henvende sig til med konkrete problemer; det bør kontaktpersoner kunne hjælpe med.
7. Orientering fra pårørendevejleder
Velkomstfolder
Vi drøfter udkastet til indhold for velkomstfolder. Det aftales, at udkastet til folderen sendes ud til medlemmerne til kommentering. Centerrådets input fra dagen tilføjes til folderen.
8. Eventuelt
Det er erfaret de sidste par gange, hvor der har været afholdt centerråd, at sandwich ikke bliver spist. Centerrådet er enige om, at fremover vil der være snacks til kaffen, og at det er okay, at der ikke længere serveres sandwich. Kan altid genbesøge beslutningen.
9. Tak for i dag
Kommende Centerråd er onsdag d. 6. september 2023 kl. 16.00-18.00.