Referat fra centerrådsmøde d. 21. februar 2024

Referat af centerrådsmøde i Center for Unge og Midlertidige Botilbud, afholdt den 21. februar 2024 kl. 16-18 på Thorupgården.

1. Præsentationsrunde

Præsentationsrunde af medlemmerne i centerrådet. Stort velkommen til alle.

2. Velkommen og nyt fra centerchef

2.1 Præsentation af Center for Unge og Midlertidige Botilbud

Centerchef Lene Benn præsenterer CUMBs organisationsdiagram.

Lene gennemgår processen med nedlukning af 3 mindre opgangsbotilbud under BofNa samt åbning af et nyt botilbud på Mimersgade. Mimersgade er omlægning af det tidligere botilbud Tagabo. Det er samme personalegruppe, som var tilknyttet Tagabo, der kommer til at være en del af det nye tilbud på Mimersgade. Tilbuddet kommer til at være døgndækket, med en målgruppe med behov for en mere selvstændig hverdag. Borgerne kan rumme dobbeltdiagnose samt andre komplekse problemstillinger.

Præsentation af staben i CUMB, som er ny grundet omorganisering af den tidligere Fælles Faglig Stab.

Centeret har nu tilknyttet: peer-koordinator, 2 beskæftigelsesvejledere, socialfaglig koordinator, faglig leder, sundhedsfaglig konsulent, udviklingskonsulent, AMKO og kommunikationsmedarbejder.

Der vil være et særligt fokus på kompetenceudvikling og kvalificering i 2024. Dette afspejler sig også i centerets udviklingsplan og kompetencekatalog.

Udviklingsplan og kompetencekatalog er på dagsorden til centerets MEDmøde den 22/2-24 og vil af denne grund først blive præsenteret på næstkommende centerråd.

Der spørges til nedlukning af § 108 på Thorupgården. Lene oplyser, at det er en proces der har været kigget på i flere år, men understreger at der på nuværende tidspunkt ikke er en offentlig udmelding omkring dette.

2.2 Præsentation af centerrådet og de vejledende retningslinjer

Rikke Bangsgaard gennemgår de vejledende retningslinjer for centerrådene.

Formålet med centerrådet er at:

  • skabe et forum, hvor borgere, pårørende og medarbejdere har mulighed for at blive grundigt orienteret om og dermed få et godt indblik i forhold, der er af betydning for borgernes trivsel og hverdagsliv.
  • give borgere, pårørende og medarbejdere mulighed for at deltage i en ligeværdig og respektfuld dialog om spørgsmål af betydning for det daglige liv i og omkring centeret, herunder hvordan det sikres, at centerets tilbud har en høj kvalitet i overensstemmelse med det gældende værdigrundlag og de opstillede kvalitetsmål.
  • skabe et forum, der giver borgere, pårørende og medarbejdere mulighed for at
    udtale sig, rejse spørgsmål og fremføre synspunkter og dermed blive hørt om
    forhold af betydning for borgerne i relation til tilbuddene eller centerets udvikling og drift.

Centerrådet har ingen beslutningskompetence, men centerrådets anbefalinger og råd skal medtænkes af ledelsen ved fremtidige prioriteringer. Lene oplyser, at hun er opmærksom på mulighed for at få oplægsholdere ind til centerrådsmøderne, da det
kan give inspiration til drøftelserne i centerrådet.

2.3 Valg af forperson (beboerrepræsentant) og Næstforperson (Pårørenderepræsentant)

Der blev afholdt valg til forperson og næstforperson. 

Valget blev som følger:

  • Forperson Line fra Thomas Koppels Allé
  • Næstforperson Pernille, pårørende fra Griffenfeldsgade

2.4 Budget, ved centerchef Lene Benn

Budgetterne i socialpsykiatrien er pressede. CUMB (Center for Unge og Midlertidige Botilbud) har i 2023 arbejdet fokuseret med vagtplanlægning og driftsoptimering, hvilket har gjort at CUMBs budget er i balance.

Fokuspunkterne er fortsat gældende i 2024, hvorfor CUMB også forventer af at kunne holde centerets budget i balance i 2024.

2.5 Årshjul for centerrådet – planlagte møder, formøder, tværgående temamøder, ønsker til oplæg, ved Rikke Bangsgaard

Datoerne for centerrådsmøderne i 2024, er som følger:

  • 21. februar 2024
  • 23. maj 2024
  • 2. september 2024
  • 3. december 2024

Der skal planlægges 1-2 tværgående temamøder for alle centerrådene i socialpsykiatrien og der kommer følgende emner, som kunne være relevante til
temamøder eller som oplæg på CUMB centerråd:

  • LA2
  • Større viden om hvilke muligheder der er for aktivitets og samværstilbud.
  • Lev med rod
  • Konflikthåndtering også for beboerne
  • Oplæg om VUM

Der er en drøftelse om tidspunktet for møderne, og der er enighed om at fastholde kl. 16-18. Ved næste møde vil der blive serveret en sandwich, som der er mulighed for at tage med hjem.

3. Dialogforum

3.1 Præsentation af Dialogforum, ved Rikke Bangsgaard

Dialogforum er et rådgivende og debatskabende forum, der skal kvalificere Københavns Kommunes indsats for borgere med sindslidelse ved at sikre dialog
mellem politikere, brugere og pårørende.

3.2 Valg til Dialogforum

  • Der blev afholdt valg til Dialogforum, og valget blev som følger:
    Beboerrepræsentant: R, Thorupgården
    Beboersuppleant: Ingen opstillede
    Pårørenderepræsentant: P, Griffenfeldsgade
    Pårørendesuppleant: H., Borgervænget

3.3 Næste møde i Dialogforum 

Dialogforums næste møde afholdes den 28. februar 2024

4. Afholdelse af det gode møde

Ved Rikke Bangsgaard.

Punktet er sat på, da dialogen i centerrådet er vigtig, og fordi alle skal have mulighed for at byde ind med relevante emner. Dette kræver, at vi sammen får skabt forum,
hvor der er plads til dette.

Drøftelse af hvad der skaber det gode møde:

  • Opmærksomhed på at der er stor forskel på bostederne
  • Det kan være svært at være ny i centerrådet
  • Alle skal have mulighed for at sige noget
  • Oplevelse af at der bliver fulgt op på punkterne. Oprettes nyt punkt på dagsorden: Siden sidst
  • Mulighed for at bostederne får lagt beboermøderne, så centerrådsrepræsentanterne har noget at bringe med videre fra beboermøderne
  • Rykke punktet "Orientering" op tidligere på dagsorden. Dette gøres fra næste
    centerrådsmøde.

5. Orientering fra beboer- og pårørenderepræsentanter

Ved alle beboer- og pårørenderepræsentanter.

Thorupgården

Beboerrådet Thorupgården er repræsenteret for 1., 2. og 3. sal og er nyvalgte. Derfor er der ikke så mange punkter fra Thorupgården. Men det er dejligt, at flere etager er
repræsenteret i beboerrådet, da det ikke altid har været sådan.

Der har dog været en opmærksomhed fra beboernes side om, at det til tider kan være utrygt som beboer, hvis man oplever trusler fra andre beboere. Lene Benn fortæller, at hun er opmærksom på problemet, da det er vigtigt at man føler sig tryg det sted man bor.

BOFNA

Der spørges til om der er kommet en løsning på problemet med vandskade på botilbuddet i Nansensgade. Lene Benn oplyser, at hun ved at Paul Buhl Jørgensen er i
løbende dialog med KEID om finde en løsning.

Det kan desuden være svært at komme i kontakt med andre pårørende, hvilket kan gøre det svært at have tilbagemeldinger med fra andre.

Griffenfeldsgade

Intet nyt


Thomas Koppels Allé

Det har været henvendelse angående klage for husleje, den ligger på nuværende tidspunkt i Ankestyrelsen. Derudover er der fortsat udfordringer med de prisreguleringer, der har været på kost.

Borgervænget

Det går bedre på Borgervænget, og der er oplevelse af store ændringer. Der er masser af aktiviteter og flere, hvor de unge selv står for aktiviteterne, blandt andet te-salon og zumba. Derudover er der overvejelser om at afholde en fernisering, da flere af de unge maler.

Der er forsøgt at opstart pårørendenetværk. Der er skrevet nogle artikler til Socialforvaltningens intranet om aktiviteterne, som de unge selv har været med til at
starte, og der er enighed om at det er en god ide at dele sådanne artikler i centerrådet.

6. Orientering fra pårørende 

Ved Julie H-H Bender.

Fra 1. januar er Julie på 8 timer om måneden, og derfor afprøves det lige nu, hvordan Julie bruger timerne bedst muligt.

Lige nu har Julie fokuseret på kampagnen ”Fyldt op” for pårørende i kommunen.

Der er en overvejelse om, at pårørende nøglepersoner i centeret bliver en større del af centerrådet.

7. Eventuelt

Der afholdes et arrangement på fredag den 23. februar 2024 på Bispebjerg hospital kl. 14-16. Det er et arrangement med forskellige oplæg. Alle er velkomne.

Pinta starter nyt stemmehøreforløb. Invitation vedlægges referatet.

Lene Benn spørger, om der kunne være interesse i et sommerarrangement med frokost i Tivoli i slutningen af juni, hvilket der er stor opbakning til.

8. Tak for i dag og næste centerrådsmøde

Tak for i dag.

Kommende centerrådsmøde: 23. maj 2024 kl. 16-18 på Thorupgården.