Referat fra centerrådsmøde 7. september 2023

Referat fra centerrådsmøde 7. september 2023 i Center for Specialiserede Botilbud, kl. 17-19 på Sundbygårdsvej 1, 2. sal, 2300 Købehavn S.

Referent: Henrik (HMR), Fælles Faglig Stab, sekretær for centerrådet i Center for Specialiserede Botilbud. Henrik kan kontaktes på e-mail: QX34@kk.dk.

1. Valg af ordstyrer og godkendelse af dagsorden

Konstitueret centerchef Paul Buhl Jørgensen (PBJ) byder velkommen.

PBJ vælges som ordstyrer.

Dagsorden godkendes.

Under ”Eventuelt” rundes valg til centerråd. Hvornår skal det foregå?

2. Godkendelse af referatet fra sidste centerrådsmøde

Referatet fra sidste centerrådsmøde 25. maj 2023 godkendes.

3. Gensidig information & Orientering og drøftelse 

Orientering fra beboerrepræsentanter, pårørende og centeret:

Stubberupgård: Der har været afholdt en god høstfest med deltagelse af pårørende, og der var god musik og mad. Termovinduer og nye yderdøre blev færdigrenoveret slut september. Labrador med besøgsven, som er en genbo, kommer en gang om ugen, hvilket er hyggeligt. Der er lejet et sommerhus på Enø til en forestående miniferie for beboerne. Der er ansat en peermedarbejder, og der er flyttet nye beboere ind. Efter miljøugen blev der arrangeret camping med beboere fra øvrige tilbud i CSB, hvor der blev grillet og hygget på Stubberupgård. 

V. fortæller, at hun i sin egenskab af være forperson for centerråd i Center for Specialiserede Botilbud er blevet inviteret med i ansættelsesudvalget i forbindelse med rekruttering af ny centerchef til Center for Specialiserede Botilbud. V. var til det første møde, men har efter overvejelser valgt ikke at deltage pga. kravet til fortrolighed i processen. Er glad for at være blevet spurgt og inddraget. V. står standby til 2. ansættelsesrunde.   

Røde Mellemvej har været på sommerferietur i Varde ved Vesterhavet. 6 personer deltog i alt. Turen krævede forberedelse og pakning.  

Sundbygårdsvej: Der har for nyligt været afholdt vejfest, hvor naboerne var inviteret. Der var både popcorn og hesteridning. ”Den Vilde Mission” er i gang med et gendyrkningsprojekt. Man kan bl.a. gendyrke broccolistilke i haver. Der planlægges at lave camping på havearealer ved Sundbygårdsvej. Det nævnes, at musik-Anders har svigtet aftaler en del gange. 

L. (pårørende) fortæller, at det møde, som skulle have været afholdt med Region Hovedstaden, blev aflyst. Mødet skulle have fokus på bedre samarbejde mellem botilbudsteamet, region og botilbuddet, så borgere kan imødekommes bedre samlet set. L. fortæller, at hun bestræber sig på at repræsentere de 25 % af borgerne, som ikke profiterer af de muligheder, der er i socialpsykiatrien, og hvor recovery ikke er inden for rækkevidde.   

Holme: Lars Peter Ladefoged er stoppet som leder af Holme ved udgangen af august.  Der har for nyligt været fælles sommertur til Klinten til Odsherred i 3 dage med ca. 10 deltagere. Det var en tur med natur, grill, bål, fælles hygge og godt vejr. Socialtilsynet været på besøg. De interesserede sig meget for magt, i samtalen med beboerne på Holme. Det blev forklaret, at det ikke bruges på Holme. Der bliver afholdt fællesskabsmøde hver 14. dag, hvor alle, der er ansat, eller bor på Holme, synger en fællessang. 

Granvej: Der har været afholdt en vellykket fodboldturnering med stor deltagelse med bl.a. Holme og en Skovlunde-gruppe. Der var DJ og burgervogn. Granvej vandt turneringen. Der har også været afholdt høstfest med invitation af naboer. Der var hoppeborg og Hjem-IS. Mange naboer deltog. Det var et godt arrangement – og en god mulighed for at møde hinanden på en anden måde.  

PBJ orienterer om, at Britta er stoppet, hvilket centerrådsmedlemmerne er blevet orienteret om. Hun ønskes alt det bedste fra Center for Specialiserede Botilbud. 

Tilbudsleder på Holme, Lars Peter Ladefoged, er, som nævnt ovenfor i referatet, stoppet. Vibe, afdelingsleder på Holme, er konstitueret tilbudsleder frem til februar 2024. 

Der er ansat en ny afdelingsleder på Boserupvej i område 89.

Fælles Faglig Stab, som organisatorisk ligger under Center for Specialiserede Botilbud, skal omorganiseres pr. 1. november 2023. Stabene deles op og bliver knyttet til centrene – de flytter fysisk ind på Islands Brygge i foråret 2024. 2. sal på Sundbygårdsvej 1 skal ombygges til 10 § 107-boliger.   

PBJ fortæller også, at Socialforvaltningen er i en svær økonomisk situation, bl.a. pga. stigende udgifter. I Center for Specialiserede Botilbud er der et merforbrug. Det betyder, at der skal iværksættes tiltag på budgettet for næste år, så centeret kommer i balance. Hvilke konkrete tiltag, det vil dreje sig om, er lige nu uklart. Det skal politikerne være med til at beslutte.  

Der spørges til kvartalsrapporter fra tilbuddene, som før har været et fast indslag og bilag fra tilbuddene til centeråd i Center for Specialiserede Botilbud. PBJ fortæller, at der har været en drøftelse i ledergruppen. Center for Specialiserede Botilbuds ledere er de eneste, der producerer kvartalsrapporterne. 

Konklusionen var: De ressourcer, der bruges på at udfærdige rapporterne, står ikke mål med den tid, lederne har tid rådighed. Derfor er det ikke længere obligatorisk at levere dem til centerråddet, det er nu frivilligt. PBJ opfordrer til evt. at gentænke et kvartalsrapport-format – måske der kunne findes en moderniseret form, hvor tilbuddene informerer centerrådet på en anden måde. 

L. (pårørende) giver udtryk for, at det vigtigt at kunne se tilbuddenes sygefravær og en række andre tal, så man kan sammenligne. 

PBJ opsummerer og kommer med et forslag om, at kvartalsrapporter kunne tages op på næste centerråd som en drøftelse om, hvad der kan tages ud, hvad der er vigtigt, og hvad der er mindre vigtigt i rapporterne. Forslaget godkendes.

Signe Strøm fortæller, at der er for nyligt, er ansat en Peerkoordinator, Simon, i Center for Specialiserede Botilbud. Han skal opstarte frivillige peers i centeret. Tilbuddene har mulighed for at melde ind, om de ønsker oplæg om tiltaget, som der generelt er god stemning om. Peers har en vigtig erfaring set i forhold til at rehabilitering og personlige recoveryprocesser. PBJ anbefaler, at man tager imod tilbuddet.

Der orienteres om forskellige foredrag i socialpsykiatrien, bl.a. ”Find vej i dit kærlighedsliv” tirsdag d. 24. oktober 2023 fra kl.13-16 på Sundbygårdsvej 1, 2300 Kbh. S. 

Fra Boserupvej meddeler man, at Marianne træder ud af centerrådet.

Dialogforum: For tiden drøftes ombudsmandsbesøg på diverse tilbud, og hvad der kommer ud af de besøg. 

Forperson V. nævner, at Britta havde lovet at iværksætte julefrokost for Dialogforum uden sekretærer. Der var peget på Thorupgården som en mulighed. Forpersonerne Paul og Henrik følger op.

Paul har fulgt på dette ønske og må desværre meddele at henset til Center for Specialiserede Botilbuds økonomiske situation i 2023 er det ikke muligt at afholde en sådan udgift.

4. Ejerskab til egne planer – nye samarbejdsstrukturer med myndighed herunder DOMUS

Gæst: Lene Lauter.

Punktet er et ønske fra sidste centerrådsmøde 25. maj 2023.

Lene Lauter er projektleder på Borgerens Plan (BP) i Borgercenter Voksne. Hun har været med til at implementere det nye dokumentationssystem og til at formidle BP, som er nyt redskab i socialpsykiatrien, til medarbejdere og ledelse. Det nye redskab har medvirket til at skabe nye samarbejdsstrukturer med borgerne på tilbuddene.

Intentionen med BP er, at planer og indsatser skal hænge sammen. Det grundlæggende princip bygger på, at borgeren skal indflydelse, og at personalet skal være bedre til at lytte, så de små ”steps” bliver klarere i samarbejdet. 

Lene fortæller, hvordan indsats-systemet er bygget op på basis af en VUM-udredningen, som myndighed står for. På det niveau udfærdiges der, i samarbejde med borgeren, særlige overordnede mål for en indsats, hvis en borger har brug for særlig hjælp. 

Det, som borger og socialrådgiver finder frem til, er overskrift for den indsats, der herefter skal ske ude på tilbuddene. På tilbuddet konkretiseres målarbejdet med borgeren yderligere. Det kan være svært, men det skal udvikles i samarbejde. 

Borgeren skal kende til sine mål – eftersom de er personlige og borgerens - og borgeren skal have størst mulig indflydelse hele vejen igennem, fra myndighedsniveau til samarbejdet, der foregår ude på tilbuddene mellem kontaktperson og borger. Det er især arbejdet med at omsætte borgerens ønskede mål til små steps, som er vigtig i den løbende rehabilitering. Borgere kan altid kan få udskrift og print af de mål, som er i Borgerens Plan. 

Et tiltag, som er mere synligt end tidligere, på botilbud er ”fremskudt sagsbehandling”. Dvs., at myndighed og sagsbehandlere er tilgængelige for aftaler ude på tilbuddene, hvis der er brug for at tilpasse nye mål for indsatser eller lignende. Sådan var det ikke tidligere. 

En pårørende nævner, at man skal huske, at nogle borger svinger meget, og at det gælder om at få fat i borgeren, når denne har en god periode. Pårørende L pointerer, at man generelt ikke må forsømme dette, selv når borgeren har det skidt. 

Fra nogle af centerrådets medlemmer bemærkes det, at fremskudt sagsbehandling ikke altid er tilgængeligt ude på tilbuddene, som det ellers er oplyst. Det kan faktisk være svært at få aftaler i hus.

Borger L. fra Stubberupgård beretter om sit personlige arbejde med Livshjulet, som er del af et projekt, som Stubberupgård har lavet med Socialstyrelsen. Det arbejde kan suppleres ind Borgerens Plan. Livshjularbejdet sendes med som inspiration ud til tilbuddene i CSB med samtykke fra L.

5. Tværgående temamøde 22. juni 2023

Orientering ved Henrik (HMR): 

Sidste tværgående temaarrangement 22. juni 2023 om samlermani/horderi på Københavns Rådhus var en stor succes. Mange deltog, og samlet set var det et meget velafholdt og stort engagement med kreativitet fra deltagerne og fra arbejdsgruppen. HMR spørger centerrådet, om der stemning for at prøve at skabe et nyt arrangement i 2023. HMR får positive tilkendegivelser fra forsamlingen om at vende tilbage til de øvrige centerråd for at afsøge mulighed for, om det praktisk kan lade sig gøre med ny arbejdsgruppe og endnu et arrangement inden udgangen af 2023.

F., J. og V. vil gerne deltage i en arbejdsgruppe, hvis der arbejdes med et nyt arrangement.

HMR tager meldingen med til de andre centerråd.   

Der kommer en artikel om arrangementet på Rådhuset, den medsendes referatet.

6. Borgerfeedback-undersøgelse i Center for Specialiserede Botilbud

Orientering og drøftelse ved Henrik (HMR) og Signe Strøm:

HMR orienterer om, at socialudvalget i november 2022 har besluttet, at brugertilfredsundersøgelsen (BTU) fremover skal drives i borgercentrene. Reelt er BTU herved nedlagt til fordel for at fremme lokale undersøgelser, som skal laves hvert år. 

I socialpsykiatrien betyder det, at centrene nu selv kan beslutte, hvilken type af undersøgelse eller borgerfeedback-undersøgelse det pågældende center selv vil lave, ud fra hvad de vurderer, er relevant. I praksis er der metodefrihed, så længe der udvælges på eksisterende aktiviteter i et center. 

HMR orienterer derudover om, at lederne i Center for Specialiserede Botilbud har besluttet, at dette års borgerfeedback-undersøgelse går til at understøtte evaluering af Den Vilde Mission (DVM), som er et nyt beskæftigelsesprojekt.

Der skal stilles skarpt på, hvordan borgerne i DVM oplever, at dette beskæftigelsestiltag gør en forskel i borgeres liv på botilbuddet. 

Hensigten er, at man kan dele erfaringen fra DVM, således at andre tilbud i Center for Specialiserede Botilbud kan lære af DVM-evalueringen og borgerfeedbackdelen i 2023. 

Der er generel tilkendegivelse fra forsamlingen af, at det er fornuftigt at vælge DVM, som dette års borgerfeedback, når det handler om at kunne udbrede de bedste erfaringer og bidrage til evalueringen af DVM.

7. Ønsker til dagsordenen til næste centerrådsmøde

Punkter til næste centerrådsmøde:

  • Velkommen til ny centerchef
  • Drøftelse vedrørende kvartalsrapport – hvad er gode temaer til formidling af tilbuddene til cetnerrådet?
  • Socialforvaltningens organisationsdiagram

Næste centerrådsmøde er 30. november 2023 og afholdes på: 

Stubberupgård 

Stubberupvej 4

4140 Borup

8. Eventuelt: Valg til centerråd i Center for Specialiserede Botilbud

Forretningsorden vedrørende centerråd medsendes referatet. 

Der skal være valg til centerråd i Center for Specialiserede Botilbud i slutningen af året. Dvs.: På det første centerrådsmøde i Center for Specialiserede Botilbud i 2024 skal der være sammensat et centerråd, som er valgt for 2 år.