Radisevej

Radisevej er et midlertidigt botilbud for unge mennesker med psykisk sårbarhed i alderen 18-25 år. På Radisevej vægter vi et ligeværdigt samarbejde mellem beboere og medarbejdere højt. Her er målet, at beboerne opnår et liv med selvstændighed og mening.

Dagligdagen på Radisevej

Radisevej er beliggende på Amager, tæt på offentlig transport. Her er 30 boliger, fordelt på to etager. Boligerne er rummelige og har tekøkken samt eget bad/toilet. 

På førstesalen er vores hyggelige fællesstue med sofaer og tv, og på andensalen er der køkken samt opholdsstue med tv, PlayStation og brætspil, som kan benyttes til sociale aktiviteter. 

Rammerne er hjemlige og stemningen hyggelig. I dag- og aftentimerne er det altid muligt at få en kop kaffe/te/kakao og en snak med medarbejderne i fællesstuen. 

Radisevej byder på:

  • Fællesstue med sofa og tv
  • Bordtennis og bordfodbold 
  • Hyggekroge med sækkestole og plads til at trække sig 
  • NADA- og psykomotorisk behandlingsrum 
  • Fitnessrum
  • Køkken 
  • Byttecentral hvor man blandt andet kan bytte tøj med hinanden 
  • Krea-rum

På Radisevej bor der unge mennesker, og vi vægter et fællesskab med tætte og stærke relationer på tværs af borgere og medarbejdere højt. Som beboer på Radisevej bliver man inviteret til aktiviteter i og uden for huset.

Aktiviteter er for eksempel: 

  • Filmaftener i fællesstuen
  • Sportsbegivenheder 
  • Kreative stunder hvor vi hækler, laver perler eller fordyber os i andre kreative projekter
  • Træning i fitnessrummet 
  • Højtider
  • Fællesspisning i og uden for Radisevej
  • Ture til Tivoli, BonBon-Land, sommerhus

Samarbejdet med kontaktpersoner

Som beboer på Radisevej støtter vi dig i at skabe de bedste betingelser for en dagligdag med trivsel. Du bliver tilknyttet en kontaktperson, som bliver ansvarlig for samarbejdet med dig. Ved indflytningen udarbejder du i samarbejde med din kontaktperson nogle delmål, som bliver udgangspunktet for din støtte i dagligdagen.

Et delmål kan blandt andet handle om at: 

  • Blive mere selvstændig i hverdagen
  • Indgå i inkluderende fællesskaber
  • Opnå større indsigt hos dig selv og dine omgivelser
  • Påbegynde uddannelse, praktik, job eller anden beskæftigelse

Målet med din tid på Radisevej er, at du på sigt lever et selvstændigt og meningsfuldt liv. Derfor forventer vi også, at du samarbejder om dine delmål og tager ansvar for din egen udvikling. 

Beboerne fortæller:

"Radisevej er et stille og roligt sted, hvor folk er imødekommende. Medarbejderne har været en stor inspiration for mig, og de har hjulpet mig med at begynde at træne i vores fitnessrum. I starten var jeg meget nervøs og blev på mit værelse 23 timer i døgnet, men medarbejderne hjalp mig med at bryde denne isolation og med at være mere social. Jeg har haft en god udvikling på Radisevej, særligt i det sidste år."

"Jeg kan godt lide, at der er godt personale og søde medbeboere. Jeg har støttende samtaler med min kontaktperson, hvor vi taler om, hvad jeg kan gøre for at undgå indlæggelser. Jeg træner med min kontaktperson i vores fitness, og det giver mig mere overskud, og jeg bliver bedre til at komme i gang med dagen. Jeg bruger også vores tværgående indsatser og tager til Nansensgade om torsdagen, hvor der er krea-cafe. Personalet hjalp mig med at tage derind i starten, fordi jeg var nervøs for det ukendte. Nu tager jeg selv derind, og det gør mig glad."

Målgruppe på Radisevej

Målgruppen er borgere i alderen 18-25 år med psykosociale problemstillinger, som er henvist efter servicelovens §107.

kontakt os

Radisevej

Radisevej

Radisevej 6

2300 København S

Jonas Ammitzbøll

Jonas Ammitzbøll

Tilbudsleder

Vakant

Vakant

Afdelingsleder

Seneste tilsynsrapport fra Styrelsen for Patientsikkerhed